Achilles Mk. IIc er en panserjager,
dvs. et panserkøretøj, der er udviklet specielt til at bekæmpe fjendtlige kampvogne med.
Den Achilles IIc, der er udstillet på museet, blev ombygget i England under 2. Verdenskrig, hvor den blev udrustet med den engelske Ordnance Quick Firing 17 Pounder (76,2mm) kanon.

Denne kanon blev oprindeligt udviklet som en trukken panserværnskanon.
Imidlertid er ”17 punderen” som den kaldes i daglig tale, en stor og tung kanon, som det er vanskeligt for besætningen at håndtere i terræn.

Derfor var den engelske hær meget opsat på at finde et køretøj, som kunne gøre kanonen selvkørende, og valget faldt på den amerikanske panserjager M10.
M10 var oprindeligt udrustet med en amerikansk M7 kanon, der imidlertid ikke havde de samme panserbrydende egenskaber som 17 punderen. 17 punderen blev ligeledes indbygget i M4 Sherman kampvognen (hvor den blev brugt under navnet Sherman Firefly), som også blev anvendt i den engelske hær.
17 punderen var under 2. Verdenskrig de allieredes bedste kanon til at bekæmpe fjendtlige kampvogne med.

Panserjageren M10 er bygget med udgangspunkt i M4 Sherman kampvognen.
Der er således mange komponenter, herunder motor og undervogn m.v., der anvendes på begge køretøjer. Hermed opnås logistiske fordele, når flere forskellige typer køretøjer deler komponenter.

48 stk. brugte Achilles Mk. IIc blev leveret som våbenhjælp til den danske hær i 1955.
De var formelt i tjeneste i lokalforsvarsenheder frem til 1989.
I dansk tjeneste blev Achilles IIc brugt under betegnelsen ”M10 Achilles”.

For at kunne forstå panserjageren som våbentype, er det naturligt at sammenligne den med en kampvogn, som eksempelvis en M4 Sherman, som også er udstillet på museet.
En panserjager er specifikt udviklet til at bekæmpe kampvogne.
Derfor er den almindeligvis lettere, hurtigere og bedre bevæbnet end en kampvogn, der skal kunne bruges til flere forskellige formål. En kampvogn er således typisk langsommere, men bedre pansret, samtidig med, den har en kanon, der kan anvendes til flere formål end blot bekæmpelse af fjendtlige kampvogne.

Panserjageren som våbenart anvendes ikke længere i det danske forsvar.
Moderne kampvogne som eksempelvis Leopard 2A5 kan anvendes til mange forskellige formål, og derfor er det ikke længere hensigtsmæssigt med en våbentype, der har et så snævert anvendelsesområde som en regulær panserjager.

Data

 
   

Oprindelsesland

USA

Type

Panserjager

Hastighed

50 km/t

Rækkevidde

225 km

Vægt

30 tons

Bredde

3,05 meter

Højde

2,82 meter

Længde

7,27/xx uden/med kanon)

Frihøjde

0,53 meter

Besætning

5

Bevæbning

76mm kanon, 12,7 mm kuppelgevær

Motor

General Motors 6046 Twin Diesel, 375 HK, Dielse

Transmission

-

Elektrisk system

24 v

Batterier

-

Indførelses år

1955

Udfaset år

1989


JSN Epic template designed by JoomlaShine.com